Grundejerforeningen Engtoften

Referat af generalforsamling i Grundejerforeningen Engtoften

Kelstrup Strand

Afholdt den 30. maj 2015 i Kelstrup Forsamlingshus.

 

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent

  2. Bestyrelsen beretning ved formanden

  3. Årsregnskab

  4. Budgetter for 2015 og 2016 til godkendelse ved kassereren

  5. Valg til bestyrelsen:

  1. Mistillid i bestyrelsen

  2. Valg:

Valg af kasserer: På valg Kjeld Hansen (modtager genvalg)

Valg til bestyrelsen: På valg Kirsten Hansen (modtager genvalg)

                                          Inge Harms (modtager genvalg)

Valg af suppleanter: På valg Annette Pedersen og Rena Nielsen

  1. Valg af revisor: På valg Steen Bjerggard (modtager ikke genvalg)

  2. Valg af revisorsuppleant: På valg Kjeld Larsen

  3. Indkomne forslag

  4. Fastlæggelse af kontingent for 2016

  5. Eventuelt

 

 

Formanden Jens Mikkelsen byder velkommen og går til punkt 1, valg af dirigent og foreslår, at Mona tager referat.

 

 

Ad. 1:

Palle blev, som tidligere år, valgt som dirigent.

Han starter med at konstatere, at indkaldelsen til generalforsamling og dagsorden til samme er ift. vedtægterne.

Palle orienterer om, at han ift. pkt. 5, vedr. mistillidsvotum, vil opdele det i 4 trin, orientering, mulighed for udtalelse, juridiske/praktiske konsekvenser samt afstemning.

 

 

Ad. 2:

Formanden afgiver sin beretning, den er vedhæftet referatet.

Formandens beretning bliver enstemmigt vedtaget (der er 35 stemmeberettigede til stede).

 

 

Ad. 3:

Kjeld fremlægger årsregnskab for 2014 (er vedhæftet indkaldelse til generalforsamling).

Årsregnskabet bliver enstemmigt vedtaget.

 

 

Ad. 4:

Kjeld fremlægger budget for 2015 og 2016 (er vedhæftet indkaldelse til generalforsamling).

Budgetter bliver enstemmigt vedtaget.

 

 

Ad. 5:

5 A: Mistillid i bestyrelsen:

Orientering:

Næstformand redegør for baggrund for, at dette punkt er på dagsordenen. Bestyrelsesmedlem Kurt Pedersen har været utroværdig og illoyal i forbindelse med arbejdet i bestyrelsen.

Der er afholdt møder, hvor det forsøges løst via åben dialog. Der opnås ingen enighed.

 

Udtalelse:

Kurt udtaler, at der har været meget storm og der er væltet mange træer. Lisbeths træer væltede, naboen lovede at fjerne for hende, gjorde det ikke rettidigt. Formanden kontakter hende ift. brandvej og talte om at hun kunne få bøde hvis træerne ikke blev fjernet. Formanden tilbyder at fjerne træerne for 2000 kr. Kurt tilbyder at fjerne, gør det på et kvarter – Kurt mener ikke man skal træde på én som ligger ned. Fortæller afslutningsvis, at alt brændet er fjernet og affaldet smidt ind på Lisbeths grund.

 

Juridiske/praktiske konsekvenser:

Palle redegør:

- hvis der stemmes ja til mistillidsvotum er Kurt udmeldt af bestyrelsen

- hvis der stemmes nej til mistillidsvotum fratræder resten af bestyrelsen, hvilket betyder, at der skal vælges en ny bestyrelse. Dette skal ske på ekstraordinært indkaldt generalforsamling. Hvis det ikke her er muligt at vælge ny bestyrelse skal Slagelse Kommune kontaktes ift. at overtage ansvaret for området.

 

Afstemning:

Der vælges stemmetællere, der afstemmes og resultatet af afstemningen er:

21 stemmer ja

6 stemmer nej

7 stemmer blank

Kommentarer fra

Palle meddeler, at mistillidsvotum er vedtaget og Kurt forlader bestyrelsen.

 

5 B:

På baggrund af 5 A ser valget ud som følger:

Valg af kasserer: Kjeld genvælges.

Valg til bestyrelsen: Kirsten og Inge genvælges, ift. den ledige post foreslår bestyrelsen Annette, som vælges.

Valg af suppleanter: Rena genvælges, ift. den ledige post foreslår bestyrelsen Peter, Kejserkåbevej 3 som vælges.

 

 

Ad. 6:

Bestyrelsen foreslår Kjeld, Grønagervej 4, han vælges.

 

 

Ad. 7:

Bestyrelsen foreslår Henning, Lindesværmervej 14, han vælges.

 

 

Ad. 8:

Der er indkommet 2 forslag, begge fra Peer, Kejserkåbevej 19. De vedlægges referatet.

 

Palle læser forslag nr. 1 op og understreger, at ordensreglement er henstillinger uden sanktionsmidler.

Efter lidt kommentarer fra salen foreslås starttidspunkt ift. støj ændret til kl. 8, hvorefter forslaget sendes til afstemning.

30 stemmer for og 5 stemmer imod.

Forslaget er vedtaget, Kjeld vil opdatere og genudsende ordensreglementet.

 

Palle læser forslag nr. 2 op og påpeger, at hvis forslaget vedtages vil der ikke være tid nok inden strandrensning og at hvis det vedtages bør det tilføjes som punkt i ordensreglementet.

 

Efter en længere drøftelse af dette forslag, hvor der både gives udtryk for, at man som bådejer kan føle sig ”forfulgt”, at det er ulovligt og kan politianmeldes (selvtægt) hvis man fjerner en båd man ikke ejer, nogle synes det ligner opmagasinering og andre synes det er tegn på liv og endelig andre stiller spørgsmål ved, om det overhovedet er et problem.

 

Efter denne drøftelse påpeger Peer, at det vigtigste for ham er oprydning og afklaring af ejerforhold. Salen foreslår, at forslaget trækkes fra afstemning og genfremsættes i revideret form til næste generalforsamling. Samtidig henstilles til, at ejerforhold afklares.

 

Salen fortæller, at der tidligere har været et ”Bådelaug” og at man måske skulle danne et sådan igen.

 

 

Ad. 9:

Bestyrelsen foreslår, at kontingentet for 2016 ikke ændres, forslaget vedtages.

 

 

Ad. 10:

Jens orienterer om, at han har Trygfondens folder vedr. Nabohjælp, han uddeler gerne, hvis der er ønske om det.

 

Der orienteres om, at den nærmeste hjertestarter et at finde ved brugsen i Stillinge og at der i nær fremtid kommer én ved forsamlingshuset i Kelstrup.

 

Palle orienterer om, at der 10 gange om året er Picnickoncerter ved Fæstningen i Korsør – det er rigtig hyggeligt og så er det gratis.

 

Der efterspørges dato for det årlige loppemarked. Det foregår 2. lørdag i juli og tilmelding kan ske til Kirsten, Grøndalsvej 14.

 

Kurt, Kejserkåbevej 23, efterspørger værktøj til strandrensningen. Samtidig takker han bestyrelsen for den gode vedligeholdelse af fællesarealerne.

 

Afslutningsvis takker Jens forsamlingen for de gode drøftelser og takker Palle for at have styret alle godt igennem det.

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Bestyrelsens beretning ved formanden.

Siden sidste års generalforsamling har foreningen afholdt og deltaget i forskellige møder og arrangementer.

Efter en stille og rolig generalforsamling (styret med fast og hård hånd af Palle)afholdte bestyrelsen det første bestyrelsesmøde, hvor vi konstituerede os som følger:

Jeg selv som valgt formand.

Peer som næstformand.

Keld som kasserer.

Kirsten som sekretær.

Og øvrige valgte som bestyrelsesmedlemmer.

Rena havde desværre meldt afbud så jeg kunne ønske hende velkommen, men det er gjort senere.

Lørdag d. 7 juni havde vi vores årlige strandrensning. Der var igen et stort fremmøde fra morgenstunden, der var mange som utålmodigt så frem til den obligatoriske morgenbitter og det sædvanlige sociale fællesarbejde. Mange havde taget div. Værktøjer og trillebøre med , så det var bare om at komme i gang.

Stranden fik en ordentlig omgang og meget affald blev samlet sammen og beplantningen omkring vores fællesareal blev ordnet og beskåret. Petanquebanen blev revet og tromlet og området omkring blev skuffet og slået til den store guld medalje. Som et nyt tiltag havde vi et hold, der klippede og beskar nede i mosen, så det er til at gå på stien, som bliver så flot slået og holdt af Chalotte. Dette vil jeg gerne hermed takke for.

Efterfølgende havde vores dejlige køkkenhold smurt de sædvanlige gode håndmadder til os, så der var en god hygge og stemning omkring bordet og på græsset. Igen en rigtig god dag.

Foreningen har investeret i et nyt rundt bord/bænke sæt til petanquebanen, som vi er nogle stykker, der har samlet og malet, samt sat op.

Vores badebro trængte til kærlig hånd efter to voldsomme storme og almindelig slidtage. Da den er lavet af rustfrit stål og skulle have en del nye svejsninger ( og det kan jeg garantere for, at det ikke er så let,  da den skulle tiiksvejses).  Der var nogle, der mente, at det kunne de sagtens, men efter at have prøvet et par gange, måtte de indrømme deres nederlag. Til alt held har vi i foreningen en ekspert på dette felt. Så lige så snart han var færdig med at spise påskefrokost stillede han på fællesarealet klar til at hjælpe med arbejdet.  Det var meget flot af Peter, og at Pia gav ham fri.  Per havde skaffet generator og svejseværk.  Bent og jeg har savet og monteret de nye brædder og Stig har malet dem, så de forhåbentlig kan holde i mange år igen.

Per har lavet et kæmpe arbejde med at lave en folder, som Inge og Emil,- Pers søn-, har omdelt i vores postkasser.  Den syntes jeg er meget flot og oplysende og hvis I udlejer jeres sommerhus, vil jeg bede jer om at oplyse jeres lejere om denne. Skulle I have mistet den ,er der mulighed for at få udleveret er ny af Lissi.

Jeg syntes, at vores veje bliver bedre og bedre og jeg har aftalt med vores vejmand Leif, at han udlægger et nyt lag småsten på vejene inden for de kommende uger, så det ikke vil  genere vores ferie. Men jo bedre veje jo hurtigere kørsel , så mit store hjertesuk ”VIL I IKKE NOK KØRE PÆNT”.

Vi har fået fremstillet nogle såkaldte FLYERS, som jeg vil bede jer om at udfylde ,og aflevere til Lissi, så foreningen er opdateret med jeres data,  da foreningen fremover kun sender meddelelser ”digitalt” og ikke pr. post efter 2015.05.27

Jeg har oprettet en kontant conto hos XL byg Grønvold og schou Slagelse,  hvor foreningens medlemmer kan handle.  Det foregår på følgende måde:

Når man har bestilt eller fundet sine varer, går man til kassen og oplyser, at man skal købe på kontant conto, der hedder (navn på conto kan man få oplyst ved henvendelse til formanden ).  Dette vil udløse en rabat afhængig af, hvad man har købt. Man får ikke rabat på tilbudsvarer, men jeg kan feks. oplyse, at man får:

På Værktøj 20-25%

Træbeskyttelse 20%

Pensler og andet malergrej 20%

Søm skruer 25 -35 %

Dette vil jeg håbe at vi kan få glæde af

Jeg vil hermed overgive beretningen til afstemning.

På bestyrelsens vegne.

Jens Marchholdet Mikkelsen.